Data giver nogle magt og gør andre afmægtige

Data giver magt og indsigt på flere niveauer og på en måde, der var svært at forestille sig for blot 10 år siden. Som samfund og individer står vi overfor etiske spørgsmål og valg, der er vanskelige hvis ikke umulige at overskue på egen hånd.

Sociale mediers empowerment

For ca. 10 år siden begyndte vi at rykke ind på de sociale medier opmuntret af potentialet, mulighederne og den empowerment, de sociale medier giver den professionelle. Med de sociale medier følger en enestående mulighed for at opnå synlighed og opbygge sin egen medieplatform – et privilegium, der hidtil kun har været mulig med mange penge.

Potentialet ses bedst udfoldet, hvor “almindelige” mennesker går fra ukendt til Youtube-stjerner, hvor bloggere kan leve af skrive om deres hobby og hvor professionelle kan skabe en indtægt.

Big Data giver globale og samfundsmæssige indsigter

I takt med at vi som forbrugere og producenter er begyndt at levere indhold (data) til de digitale og sociale medier, er en ny forretningsorden skabt; nemlig dataopsamling og dermed kortlægningen af os som verden, som samfund og ikke mindst som individer. Oplysninger der samlet bliver til Big Data og løfter om at forbedre alt fra trafik til forebyggelse af epidemier.

 

data-is-the-new-oil

Hvis vores handlinger som medarbejder, forbruger, borger
bliver forudsigelige, ligger manipulation og kontrol snublende nært.

Sten Løck, writenow.dk, journalist og co-writer af DataEthics.EU nyhedsbrev

What’s not to like?

Alt skulle således være i skønneste orden, hvis det da ikke lige var det med privatlivet og den personlige integritet. For de informationer, der hentes om andre mennesker, går tættere og tættere på den enkeltes privatliv.

Hvor du er, hvad du interesserer dig for, hvem du omgås, din personlighed, dit humør og mange andre personlige og private oplysninger, der bruges til alt lige fra at tilpasse annoncer og pristilbud, forudsige dine chancer for at gennemføre en uddannelse på normeret tid og risikoen for at du vil få en sygdom eller blive kriminel til hvad du stemmer næste gang.

Mennesker (bliv)er transparente

Hvor meget en algoritme kan regne ud om dig, giver Sten Løck et eksempel på i sin artikel Watson er menneskets bedste ven. Uden diskussion om journalisten Aarti Shahani, der allierede sig med Watson (IBM’s supercomputer) og data fra Facebook.

 

watson-personality-analysis-sample

 

Med Crystalknows‘ algoritme, data fra det offentlige internet samt fra dine kontakter, kan du afkode personligheden hos alle; dem du kender og dem du aldrig har mødt – ud fra tesen, at data afspejler adfærd og adfærd er en afspejling af personligheden.

 

Forestil dig, at dine fremtidige karrieremuligheder
bliver afgjort af en hemmelig algoritme,
der profilerer dig som ansættelsesværdig eller ej

Gry Hasselbalch, medstifter, DataEthics.EU

Dataetik handler også om dine personlige valg

Lige nu er der kun een til at sætte grænserne – og det er dig selv. Både for dig selv og for andre, dvs. dem du er digitalt forbundet med. Til dét skal du kende dit eget dataetiske kompas.

Hensyntagen til andres personlige datasikkerhed og respekt for andres data handler om meget mere end lovgivning. Det handler på den ene side om, hvilke oplysninger du har brug for, hvordan du vil og kan indsamle disse oplysninger og endelig, hvordan du vil bruge dem. På den anden side handler det om, hvilke oplysninger, du er interesseret i at andre har om dig, og hvilke du er parat til at dele – både om dig selv og om andre.

Uden et dataetisk kompas vil du falde over en digital snubletråd eller ufrivilligt komme til at spænde ben for andre.

Digital tillid giver big data mere værdi

Som virksomhed kan der være meget værdi at hente i en dataetisk strategi. Adgangen til rigtige data, sande data, er nemlig baseret på tillid, som det er beskrevet i bogen Den dataetiske virksomhed. Bogen indeholder bl.a. interviews med LEGO og Margrethe Vestager og er forfattet af  Gry Hasselbalch og Pernille Tranberg, begge medstiftere af DataEthis.EU.

 

Individer ønsker kontrol over deres egne data, men føler ikke de har kontrol.
Privacy og dataetik er områder, hvor danske virksomheder
har en kæmpe chance for at skille sig ud.

Pernille Tranberg, medstifter af DataEthics.EU

Flere dilemmaer end svar; derfor er nye initiativer nødvendige
I erkendelsen af, at vi har brug for et forum, hvor vi fordomsfrit og fagligt kan diskutere Big data, overvågning og privatliv, blev jeg medstifter af tænkehandletanken DataEthics.EU.

 Dilemmaerne står i kø og der er ikke eet facit. Men der er mange overvejelser!

Med DataEthics.EU vil vi være fortalere for ny teknologi og en konstruktiv tilgang til den teknologiske udvikling, der bør ske under hensyntagen til den personlige datasikkerhed. Fordi vi tror på, at en bæredygtig brug af data understøtter den digitale tillid og
øger dansk/europæisk konkurrenceevne.

Går du med overvejelser om dine egne digitale fodspor? Har du teenagere i familien? Arbejder du med kundedata? Arbejder du i en offentlig administration? Så står du allerede i dag overfor dilemmaer og valg, der rækker ud over lovgivning.

Bliv klogere på data i fremtiden i et fagligt fællesskab, hvor vi søger løsninger til fælles bedste:

  • Meld dig ind i DataEthics.EU  og få adgang til 3 netværksarrangementer med internationale og danske talere,  workshops og tid til netværk.

Deltag i vores events:

  • Forstå markedet for privacy – 10. marts.
  • Få dine kunders digitale tillid – 19. maj
  • Data som den nye magtfaktor – 9. september! NB! Med bekræftet deltagelse af Margrethe Vestager.

 Bliv inspireret / Læs videre